Træk af Ærøs historie
Ærø er det ikke derovre, hvor i kives indbyrdes?
spørger fremmede folk ofte. - Dertil må man jo nok svare, at der er en del ting vi godt kan toppes om. Vi ærøboere er som en flok søskende, der udmærket kan komme i klammeri og indbyrdes uenighed, men vi kan så sandelig også holde sammen akkurat som søskendeflokken, når udefra kommende
myndigheder eller andre vil blande sig i vores sager eller vise sig utidige på anden vis. Den indbyrdes debat er med til at sætte kolorit på hverdagen. Ærøboerne er ikke ens fra lokalitet til lokalitet. Der er væsentlige kulturelle og sproglige forskelle.
Dette er med til at gøre Ærø til en varieret og spændende lokalitet. Er øen og dens indbyggere med til at gøre billedet af Ærø til en broget mangfoldighed, så følger historien dette billede godt op - eller rettere, så kan dette måske til dels forklares af øens omtumlede fortid. Gennem tiderne har mennesker holdt til på Ærø.
Nogle af de tidligste spor efter mennesker her i landet er således fundet på øen. Dengang da istidens enorme ismasser krøb væk fra landet, og det knugede landskab kunne begynde at strække sig ud og ånde frit igen, fik den livgivende sol efterhånden plejet jordoverfladen så meget, at en spag bevoksning kunne spire frem. Denne bevoksning var lige sagen for rensdyr. Disse tiltrak selvsagt igen rensdyrjægere. Dengang - for mere end 11.000 år siden - strejfede der således en horde jægere rundt her i nabolaget, og som et bevis på deres tilstedeværelse og som en hilsen til en senere tid har disse mennesker nedlagt et depot af pilespidser ved Ommelshoved. Senere nysgerrige slægter har fremdraget disse. Fun- det ligger i dag i Marstal Søfartsmuseums oldsagssamling blandt mange andre herlige sager, der vidner om at øen har dannet ramme om menneskers tilværelse gennem årtusinder.
Et dusin gravhøje rundt på øen fortæller os det samme. Når hertil føjes, at disse stengrave blot er et lille bitte udsnit af de mindst 250 ærøske gravhøje, man har konstateret, ja så er dette en melding om, at øen altid har været en relativ tæt befolket lokalitet. - Et andet synligt tegn på aktiviteter er de mange voldsteder. Disse forsvarsanlæg, hvoraf en del er anlagt i 1100 tallet, er opført til værn mod venderne, der opererede ud fra deres hjemegn, den tyske nordkyst. Venderne, der i øvrigt selv blev trængt sydfra foretog plyndringstogter især i den sydlige del af riget med en sådan ihærdighed, at mange egne henlå øde. Beboerne blev udplyndret, brandskattet og slået ned for fode, hvis de ikke makkede ret. Mange blev taget som slaver, og byer blev brændt af. Kun få steder magtede man ordentlig modstand.
Nogle steder slog venderne sig ned og blev boende, hvad forskellige stednavne lader ane. Her på Ærø mener man, at Vindeballe er anlagt af disse påtrængende tilflyttere. Endnu nogle år efter at borgen Arkona på Rygen, hvor guden Svantevits tempel ligeledes lå, var faldet efter Valdemar d. Store og biskop Absalons sejrrige togt 1167, angreb venderne gang på gang det sydlige Danmark. På det tidspunkt havde Ærø imidlertid gode forsvarsværker som voldstedet ved Søbygård, det store nu totalt udslettede borganlæg ved Gråsten Nor ned for Trappeskov og ved et tredie nor, nemlig Stokkeby Nor, lå der også en stærk befæstning. Ærø lå altså ret udsat, og meget naturligt måtte stedet derfor også befæstes.  Denne kendsgerning gjorde, at kongemagten engagerede sig i stedet her, og fra dette tidsrum er det sandsynligt, at størstedelen af Ærø blev kongens privateje.
At Ærø eller store dele heraf var kongens privateje fik mærkbare følger for øen. Kongen kunne nemlig frit disponere over sådanne lokaliteter. Han kunne f.eks. skænke stykker af privatejet bort, landstykker kunne arves af forskellige slægtninge o.s.v. i modsætning til kronegods, der tilhørte den til enhver tid siddende konge. Der var altså mulighed for at jonglere med Ærø - og den mulighed blev ikke liggende uudnyttet. Allerede en snes år efter Svantevits omhugning fik en ven af Valdemar en god bid af øen, dog kun for en kortere periode, idet de tidligere venner ragede uklar. Mere langvarig var overgangen til de brandenburske markgrever, hvor øen gik med som medgift 1232. Brandenburgerne anlagde byer i deres distrikter og sandsynligvis er det dem, der har anlagt Ærøskøbing i midten af 1200-tallet.